Kuummiut

Pr. 1. januar 2020 var der 248 fastboende i bygden. Dermed er Kuummiut områdets største bygd. Igennem de senere år har befolkningstallet imidlertid været faldende, og det forventes, at denne tendens vil fortsætte fremover, eller at befolkningstallet i bedste fald vil stabiliseres.

Hovedstruktur

Boligområder
Boligmassen består af 99 boliger, hvoraf ca. 40 står tomme, hvilket svarer til 40%. Boligerne er hensigtsmæssigt beliggende nord og øst for bygdens centrale del med god kontakt til havn og fællesområder.

På baggrund af befolknings- og erhvervsudviklingen har Kommunalbestyrelsen vurderet, at der ikke er behov for udlæg af nye arealer til boligformål i Kuummiut. Der vil i planperioden være fokus på en kombination af boligforbedring, nedrivning og omdannelse til andre boligtyper – gerne med inddragelse af befolkningen.

Fællesområder
Kuummiuts særlige topografi og historiske udvikling har betydet, at bygdens fællesfaciliteter ligger spredt – dog således, at de fleste knytter sig til bygdens øst-vestgående hovedstrøg. Umiddelbart nord for havnen ligger butik, posthus, filialkontor og elværk. Mod øst ligger forsamlingshus, ungdomsklub og brandstation. Skolen og biblioteket er beliggende i bygdens nordvestligste del.

Bevaringsinteresse
Der er i bygden en del ældre huse, bl.a. et skolekapel fra 1914. Der er ikke registreret bevaringsværdige bygninger eller tomter.

Erhvervsområder
Kuummiut rummer områdets største fiskeproduktionsanlæg drevet af NUKA A/S. En stor del af produktionen indhandles af fangere fra Sermiligaaq. Produktionsanlægget har i perioder inden for de senere år ligget stillet grundet nedgang i fiskeriet.
Kuummiut og Sermiligaaq har i fællesskab et potentiale for fiskeri baseret på bestand og indhandlingsmuligheder i Kuummiut – Kommunalbestyrelsen ønsker fortsat at udvikle de to bygder som center for indhandling og forarbejdning af fisk.

Trafik, teknik- og miljøforhold
Helistop er placeret øst for bygden.
Det eksisterende vej- og stinet omfatter 2,6 kilometer vej.
Bygden forsynes med el fra elværket centralt placeret i bygden.

Vandforsyningen består af råvandsindtag fra vandsø nord for bygden, råvandsledning og vintervandtank med tapsted. Der er fastlagt en spærrezone omkring vandsøen.

Der fastlægges endvidere spærregrænser på 50 meter omkring eksisterende tankanlæg.

Gråt spildevand afledes til terræn. Der er etableret natrenovationsordning med tilhørende dump i bygdens sydøstlige del. Her er der anlagt forbrændingsanlæg til dagrenovation.

Havneanlægget i Kuummiut omfatter både bygdehavnen og havnen ved produktionsanlægget.