Teknisk forsyning

Ny bebyggelse skal tilsluttes offentligt elforsyningsanlæg, fjernvarmeforsyning, vandforsyning og kloak, såfremt det er fremført og etableret mulighed herfor.

I tilfælde, hvor det endnu ikke er muligt at tilslutte til offentlig kloak, kan der fra kommunalbestyrelsens side stilles krav om etablering af tank til opsamling af gråt og sort spildevand, eller etablering af anden spildevandsbehandling i henhold til de gældende miljøbestemmelser og regler for bortskaffelse af gråt og sort spildevand.

Det påhviler den enkelte husejer at sørge for, at gråt spildevand, der udledes på terræn, ikke er til gene for nabobebyggelse eller for den offentlige færdsel på veje og stier. Natrenovation må kun udledes, såfremt sundhedsmyndighederne har godkendt det enkelte kloakudløb, og der er opnået miljøgodkendelse. Tømning af natrenovationsspande på terræn eller i havn er ikke tilladt, undtaget herfra er tømning fra en natrenovationsrampe.

Udledning af olie, benzin og kemikalier på terræn, i afløb eller grøfter er ikke tilladt.

Overfladevand, herunder tagvand, må ikke ledes til offentlig kloak, men skal bortledes således at der ikke opstår gener for omkringliggende bebyggelse, veje, stier og ubebyggede arealer.

Vand-, el- og kloakledninger, TV-kabler o.l. skal føres under terræn, hvor det er muligt. Areal over ledningsanlæg må ikke bebygges, medmindre særlige forhold taler for det.

Hvis ledninger krydser veje eller stier, skal der etableres passende overkørsler, trapper, gangbroer o.l. til sikring af færdsel i området. Ledningsejer kan kræve omlægning af ledningsanlæg, hvis dette ikke overholdes. En eventuel omlægning af ledningsanlæg er uden udgift for ledningsejer og skal følge ledningsejers regler.

Ved detailplanlægning af nye byområder skal der så vidt muligt fastlægges traceer for fremføring af el-, vand- og spildevandsledninger mm.