I begyndelsen af 2020 var der 64 fastboende i bygden, inkl. personer på fangstplads. Befolkningstallet har gennem de senere år været faldende, og det forventes, at denne tendens også vil forsætte fremover.
Hovedstruktur
Boligområder
Boligmassen består af 51 boliger, hvoraf ca. 30 står tomme, hvilket svarer til 60%. Boligerne er af rimelig standard.
Boligerne er hensigtsmæssigt beliggende omkring bygdens centrale dele, med nær kontakt til fællesfaciliteterne.
På baggrund af befolknings- og erhvervsudviklingen, og fordi der inden for de allerede udlagte boligområder er ledige byggemuligheder, har Kommunalbestyrelsen vurderet, at der ikke er behov for udlæg af nye arealer til boligformål i Isertoq.
Der vil i planperioden være fokus på en kombination af boligforbedring, nedrivning og omdannelse til andre boligtyper – gerne med inddragelse af befolkningen.
Fællesområder
Bygdens fællesfaciliteter er beliggende i et område omkring havnen med butik, lagerbygning, posthus, bank, salteri, gasdepot og tankanlæg. Lidt nord for havnen ligger skole, kirke, servicehus, forsamlingshus og brandstation.
Eventuelle nye fællesfaciliteter skal placeres centralt, således at bygdemidten vil få status som bygdens sociale samlingspunkt.
Erhvervsområder
For Isertoq gælder, at det altovervejende erhvervsgrundlag er traditionel sælfangst. I servicehuset er der mulighed for modtagelse af isbjørneskind. Kommunalbestyrelsen vil arbejde for, at der sker en generel forbedring af mulighederne for afsætning og forarbejdning for kommunens fangere. I den forbindelse vil Kommunalbestyrelsen i samarbejde med hjemmestyret arbejde for at udvikle metoderne for behandling af sælskind.
Såfremt der opstår mulighed for at etablere egentlige produktionsanlæg for behandling og syning af sælskind i bygderne, bør sådanne anlæg først placeres i Isertoq og Tiilerilaaq.
Fælles friarealer og rekreative arealer
De gamle kirkegårde ønskes bevaret, og de er derfor sammen med den nye kirkegård udlagt til friholdt areal. Der er ikke behov for udvidelse i planperioden.
Arealerne mellem hovedstrukturens afgrænsning af bygden og bygdezonegrænsen er udlagt til nærrekreation.
Bevaringsinteresse
Der er ikke kortlagt bevaringsværdige bygninger eller tomter i bygden eller i umiddelbar nærhed.
Trafik, teknik- og miljøforhold
Helistop er placeret nord for bygden.
Der er anlagt transportvej fra havnen, som forbinder elværk, vandbeholder, filialkontor, servicehus, skole, kirkegård og forbrændingsanlæg. Herudover er der behov for transportvej til boligerne i bygdens vestlige del.
Bygden forsynes med el fra elværket placeret ved havnen. Værket har ikke udbygningsbehov i planperioden.
Vandforsyningen består af råvandsindtag fra vandsø nord for bygden, råvandsledning og en 1.400 m3 stor vintervandtank med tapsted. Der er fastlagt en spærrezone omkring vandsøen.
Gråt spildevand afledes til terræn. Der er etableret dag- og natrenovationsordning med tilhørende plads og dump.