Arsuk

Arsuk ligger omkring 115 km sydøst for Paamiut i Arsukfjordens udmunding. Bygden ligger på et smalt og relativt fladt, sydvendt område langs kysten. Kuunnaat-fjeldet rejser sig bag byen mod nord og nordvest, og mod øst ligger vandindvindingsområdet.

Boligområder
I 2020 er befolkningstallet på 73 og det er faldet med 124 personer siden 2000. Dette fald dækker over et nogenlunde jævnt fald i alle aldersgrupper fra syv år og opefter. Der er omtrent 115 boliger i bygden, hvoraf flere står tomme. Der vurderes derfor ikke at være behov for udvidelsesmuligheder til boliger i den kommende periode.

Fællesområder
Den centrale del af bygden er udlagt til fælles formål og omfatter bl.a. et servicehus, en bygdeskole samt en klub og fritidsordning.

Erhvervsområder
Erhvervsområderne er placeret langs kysten og rummer en indhandlingsfabrik, en række bådeværksteder samt en kommunal entreprenørvirksomhed.
Bygdens udviklingsmulighed er på et smalt areal langs kysten i østlig retning. Arealudlæggene har til formål at sikre udvidelsesmuligheder af bygdens havne-, erhvervs- og fællesfunktioner. Samlet set vurderes det således, at udvidelsesmulighederne i bygden er tilstrækkelige, eksempelvis i forhold til ambitionerne om at udvikle turismen i området.

Fælles friarealer og kirkegårde
De fælles friarealer omfatter rekreative friarealer nordøst for bygden, som indeholder idrætsareal med mulighed for placering af idrætshal. Kirkegården nordøst for bygden er ligeledes udlagt til fælles friareal med mulighed for udvidelse.

Trafik, teknik- og miljøforhold
Heliporten er placeret ca. 1,5 kilometer øst for bygden. Hertil skal det gøres muligt at etablere en vej mellem Arsuk og heliport.