Det åbne land er i kommuneplanmæssig forstand en samlet betegnelse for alle de områder i kommunen, som ikke er udlagt til bosætning.
Der har tidligere i forbindelse med planlægning og arealadministration i det åbne land været en opfattelse af, at der har været rigeligt med plads. Derfor har det været vurderingen, at det har været tilstrækkeligt at tage stilling til det enkelte projekt fra sag til sag, når der er kommet ansøgninger om brugsretten til arealer i det åbne land. Der har ikke været et oplevet behov for en mere sammenfattende fysisk helhedsplanlægning i forbindelse med udlæg af arealer.
Det åbne land kan imidlertid ikke længere betragtes som et område, hvor der er masser af plads til alle aktiviteter til ethvert formål. En lang række interesser og aktører lægger i stigende grad beslag på arealer i det åbne land. Det skaber et pres på det åbne land, som ikke udelukkende udgøres af enkelte interesser. Presset udgøres af en samlet effekt af de forskellige interesser. Med det tiltagende pres i det åbne land er der et øget behov for en overordnet, sammenfattende fysisk planlægning, som sammenfatter de forskellige interesser.
Frilandsplaner
I kommuneplanen indgår delområder omfattet af frilandsplaner på lige vilkår med de øvrige delområder.
De fleste delområder er udlagt til fritidshytter og sommerhuse m.v. Enkelte delområder har særlig rekreativ karakter, eksempelvis delområderne Itinnera (udlagt til lejrskoleformål) og Qooqqut (udlagt til rekreativ udnyttelse og turismeformål og med arealer udlagt til fritidshytter, sommerhuse og turisthytter).
Selvstyrets interesser i det åbne land
Ud over de udpegede områder er der i det åbne land en række interesser, som kommunen skal tage særligt hensyn til i planlægningen. Det drejer sig om miljøbeskyttelse, naturbeskyttelse, kulturhistorie og telekommunikation.
I det omfang, de nævnte interesser har betydning for arealanvendelsen, er de relevante bestemmelser indarbejdet i de overordnede bestemmelser for de enkelte delområder.
Overordnet lovgivning vedrørende fx miljøbeskyttelse, naturbeskyttelse, beskyttelse af kulturminder, klausulerede zoner etc. er dog altid gældende, uanset de overordnede bestemmelser for de enkelte delområder.