Byens rekreative strøg og områder skal fastholdes og der skal gives muligheder for at de fortsat kan udvikles til gavn for borgerne og de besøgende.
Blomsterdalen udgør et stort rekreativt strøg med let adgang fra hele byen. Her er visuelle og fysiske forbindelser til og langs kysterne.
Der gives mulighed for at der kan etableres en lystbådehavn i den nordlige bugt. Der kan etableres moler/ dæmninger for at området kan udnyttes til pontonbroer.
De steder hvor der naturligt er nem adgang til havisen skal sikres friholdt for bebyggelse. Havisen er et vigtigt rekreativt område i vinterhalvåret og fungerer til isfiskeri, boldspil, langrend, slædekørsel mv.
Rekreative anlæg
I Tasiilaq findes flere rekreative anlæg fordelt i byen. I den sydlige del af byen findes skibakken og kunstgræsbanen indeholdt i det sydlige centerområde.
I det nordligste centerområde findes Tasiilami timersortarfik og byens minibane til boldspil. Ved juletræspladsen og skolen findes legepladser.
På flere fjeldtoppe og langs de friholdte strøg langs havnen findes udkigsposter med bænke og varder som markerer områdernes rekreative værdi. Disse bør bevares mod bebyggelse og understøttes ved at højne tilgængeligheden, ligesom det er gjort ved museet med trapper og opholdsplatforme, jf. Helhedsplanen for Tasiilaq.