I januar 2024 boede der 170 indbyggere i Qeqertarsuatsiaat. Indbyggertallet har været støt faldende gennem årende. I januar 2005 var befolkningstallet 275. Det højeste antal de sidste 20 år. Alle aldersgrupper er faldet i befolkningen på nær grupperne 0-5 årlige og 65+, hvor der har været stilstand.
Der har hidtil kun været behov for begrænset planlægning i Qeqertarsuatsiaat, men det forventes at bostedet også vil opleve stigende interesse indenfor turismeudvikling.
Bostedet er velfungerende, og serviceniveauet er tilstrækkelig højt. Der er desuden udvidelsesmuligheder for yderligere udvikling.
Fællesområder
I Qeqertarsuatsiaat findes der skole, bibliotek, daginstitution, kirke, sygeplejestation, posthus, brandstation, elværk, filialkontor, ældrekollektiv m.m.
Qeqertarsuatsiaats skoleelever tilbydes undervisning til og med 7. klasse. Der er mulighed for fritidstilbud for skolens elever efter skoletid. Der er bibliotek på skolen.
Boligområder
Boligmassen består af omkring 103 boliger. Den overvejende boligtype i Qeqertarsuatsiaat er enfamiliehuse.
Der forventes at blive en stigende efterspørgsel efter andre boligtyper såsom ældrevenlige boliger i Qeqertarsuatsiaat.
Der er udlagt et boligområde syd for bostedet, som først tages i brug, når de eksisterende boligområder er fuldt udbygget. Dette boligområde fastholdes i denne kommuneplan.
Bevaringsinteresser
For at tilgodese bevaringsinteresserne er der fastlagt bestemmelser om, at bevaringsværdige bygninger ikke må nedrives, og at der skal tages hensyn til bygningernes oprindelige arkitektur og konstruktion.
Følgende bygninger er bevaringsværdige:
B-91, B-154 (kirken), B-155, B-157, B-1126.
B-93 er fredet.
Rekreative områder
Qeqertarsuatsiaat ligger på den nordlige del af øen Qeqertarsuatsiaq. I den sydlige del af bostedet ligger en sø. Fodboldbanen ligger syd for alderdomshjemmet og der findes flere legepladser i bostedet. Kysten er holdt fri bortset fra to havneområder og natrenovationsplads.
Erhvervsområder
Erhvervsgrundlaget i Qeqertarsuatsiaat har traditionelt været torskefiskeri og fangst. Fiskeriet i farvandet i området var tidligere af betydeligt omfang og skabte baggrund for væsentlige investeringer i produktionsanlæg, kajanlæg og øvrige investeringer i bostedet.
Det er kommunalbestyrelsens opfattelse, at de primære muligheder for at forbedre beskæftigelsen i Qeqertarsuatsiaat knytter sig til fiskeriet, hvoraf der også er udlagt mulighed for etablering af ny fiskefabrik i bostedet. Udvikling af alternative landbaserede erhverv såsom husflid og smykkestensproduktion, og ikke mindst rubinudvinding er også en mulighed.
Infrastruktur
Ankomstmulighederne til Qeqertarsuatsiaat er primært via båd.
For at sikre bedre transportmuligheder er der reserveret areal til en heliport, dog uden at der er aktuelle planer om anlæg.
Qeqertarsuatsiaat råder over et oliebaseret elværk med tilhørende tankanlæg. Varmeforsyning sker overvejende ved individuelle oliefyr i forbindelse med de enkelte boliger. Fabrikken og to indkvarteringer ejet af kommunen forsynes dog med spildvarme fra elværket kombineret med et oliefyr på elværket til de perioder, hvor spildvarmen ikke er tilstrækkelig.
I den kommende planperiode skal muligheden for etablering af alternative og vedvarende energiforsyning undersøges. Dette skal opstilles hensigtsmæssigt i forhold til effektivitet og ikke mindst omkringværende aktiviteter.
Vandforsyningen i Qeqertarsuatsiaat er baseret på helårsvand fra et vandreservoir umiddelbart syd for bostedet. Vandreservoiret tilføres vand fra en sø længere mod syd, og fra et hydroforhus pumpes vand i en elfrostsikret råvandsledning til et vandværk (tidligere taphus), som forsyner bostedet gennem en ringforbindelse til syv taphuse. Senere udbygninger af vandforsyningen vil udgå fra det eksisterende vanddistributionsnet. Institutioner, produktionsanlægget og enkelte andre forbrugere er direkte tilsluttet vandforsyningen. Der er fastlagt spærrezone om vandreservoiret.
Natrenovation indsamles og ledes i havet fra rampe i den nordøstlige del af bostedet. Af bostedets ca. 100 beboede huse har ca. 90 indlagt trykvand, mens kun 14 har etableret slamtank.