Nuuk er med et fortsat stigende indbyggertal en by i stor vækst. I januar 2024 boede der 19.872 indbyggere i Nuuk. Den store udvidelse af byen er fortsat planlagt syd for Qinngorput og videre til den kommende bydel Siorarsiorfik, der forbindes via en tunnel.
En udvidelse af byen er også muliggjort mod Kuanninnguit primært til erhvervsformål. Fremadrettet skal Kuanninnguit dog fortsat fungere som en bynær rekreativ park og korridor til baglandet.
Der findes også fortsat fortætning- og byomdannelsesmuligheder i Nuuk. Denne udvikling er allerede i fuld gang med store boligprojekter i midtbyen og med projekter som den nye storskole Atuarfik Inussuk.
I takt med at byen vokser, er der behov for udvikling på en række forskellige områder.
Det stigende indbyggertal giver naturligt et behov for flere boliger og heraf også udvikling af den offentlige service, herunder skoler, daginstitutioner, ældrepleje/- boliger, hjemløse, etablering af ny kirkegård, etablering af krematorie mv..
Der er fortsat behov for nye erhvervsarealer i Nuuk. Derfor er der fokus på, at det sammenhængende erhvervsbånd skal forstærkes og udvides.
Byudviklingen sætter sammen med det stigende antal biler i byen også store krav til udviklingen af byens infrastruktur.
Samtidig sætter byudviklingen de rekreative arealer under pres. I kommuneplanen er derfor et stort fokus på at styrke og forbedre byens rekreative arealer.