Trafikpolitik

Trafikpolitikken for Kommuneqarfik Sermersooq blev godkendt af kommunalbestyrelsen den 12.03.2024.

Trafikpolitikken har til formål at forankre Kommuneqarfik Sermersooqs fremtidige arbejde med trafikplanlægning i 3 indsatsområder:

  • Fremkommelighed
  • Sikkerhed
  • Gode byrum

Sammen danner de grundlag for de indsatser og handleplaner i Sermersooqs strategi og arbejde med trafikal infrastruktur, hvor mange indsatser vil berøre alle tre punkter.

Særligt i Nuuk opleves en stigende befolkningstilvækst og øget urbanisering, hvor det er afgørende at implementere effektive trafikløsninger, der kan imødekomme de nuværende og fremtidige behov. Dog er der også trafikale udfordringer i andre af kommunens bosteder, hvor de tre indsatsområder derfor også vil danne udgangspunkt for konkrete løsninger på de konkrete lokationer.

De 3 indsatsområder betyder:

Fremkommelighed er afgørende for et velfungerende bosted. Ved at sikre en smidig og effektiv trafikafvikling, kan vi reducere trafikpropper, forbedre transporttider og øge tilgængeligheden for alle borgere. Dette vil ikke kun lette dagligdagens pendling, men også støtte den økonomiske vækst og fremme en bæredygtig udvikling.

Sikkerhed er en prioritet i trafikpolitikken. Ved at implementere foranstaltninger, som reducerer risikoen for ulykker og skaber tryghed for bløde trafikanter og bilister, kan vi skabe et sikkert og trygt trafikmiljø. Dette inkluderer forbedring af vejskilte, belysning, fodgængerovergange, stier og vintervedligehold, samt en øget opmærksomhed på trafikundervisning, hastighedsbegrænsninger og håndhævelse af trafikregler.

Gode byrum er afgørende for at skabe et livligt og attraktivt bosted. Den trafikale planlægning er vigtig for at sikre at vores byrum ikke udelukkende bliver p-pladser, men at de kan benyttes til aktiviteter. Der skal sikres byrum, hvor folk føler sig trygge og ønsker at tilbringe tid, vi skal fremme adgangen til gågader, til rekreative områder og til offentlige pladser og mødesteder. Dette vil bidrage til at forbedre livskvaliteten for vores borgere, men også oplevelsen for vores besøgende.

Trafiktællinger
Trafikpolitik Sermersooq understøttes af Trafikregistreringer 2021 og Trafikregistreringer 2023.

Link: Trafikpolitik