Infrastruktur

Ittoqqortoormiit er beliggende i et meget kuperet terræn, hvilket vanskeliggør både infrastruktur og den almene bevægelse rundt i byen.

Byens vejnet er principielt ensporede veje, og hovedfærdslen foregår ad en indre ringgade, hvorfra flere befæstede veje forbinder de ydre beliggende dele af byen, heriblandt heliport. Motoriseret færdsel foregår primært med ATV og snescooter. Der er flere trappeforbindelser i byen, der muliggør smutveje i byen.

Byens betjenes af en heliport, der forbinder byen med Nerlerit Inaat, hvortil der er beflyvning. Derudover forbindes byen med omverdenen via skib. Der er 2 årlige forsyningsskibe til byen. Det forventes at dette på sigt kan øges, i takt med at sæson for havisen forkortes.

I kommuneplanen udlægges et areal til fremtidig landingsbane tættere på Ittoqqortoormiit således at byen kan fungere som indgang til nationalparken. Landingsbanen i Nerlerit Inaat og stationen i Mestervig kan dermed lukkes/flyttes.

Byen forsynes med el og vand fra værker centralt placeret i byen. Gråt spildevand afledes til terræn. Renovationsplads er placeret øst for byen.

I den kommende planperiode skal en undersøgelse af muligheder for geotermisk energi i Ittoqqortoormiit iværksættes.

I Helhedsplanen for Ittoqqortoormiit findes en række indsatser, der skal forbedre forbindelserne i byen primært for de gående.

Link: Helhedsplan for Ittoqqortoormiit