Erhvervsudvikling

Byens havne- og erhvervsområder ligger dels langs dalstrøget sammen med et teknikområde, der rummer vand- og elværk, dels i den vestligste del af byen, hvor et mindre havneområde er placeret.

Havnen i Ittoqqortoormiit er en anløbsmole og vanddybden gør, at den kan kun bruges af joller og mindre både. Vest for byen ligger et mindre havneområde hvor joller kan søsættes og tages op med en kran. Der udlægges et nyt delområde i forlængelse heraf, hvor der er mulighed for at etablere en større havn.

Udviklingsmulighederne for byen baserer sig dels på de erhvervsmæssige potentialer, men også potentialer indenfor turisme, der affødes af byens særlige og isolerede beliggenhed. De turistmæssige potentialer består primært i:

  • Ekstremturisme knyttet til Nationalparken og Scoresbysund
  • Oplevelsesturisme, der både er knyttet til byen og dens omkringliggende ældre bosteder såvel som Nationalparken, Scoresbysund og 'Jørn Riel Land'

De erhvervsmæssige potentialer knytter sig til:

  • Fisker- og fangererhvervet, herunder primært i form af en eventuel genopstart af indhandlingsfabrikken og en bedre udnyttelse af ideen om Arctic Green Food
  • Råstofområdet, herunder primært en eventuel genopstart af molybdænminen
  • Øvrige erhverv knyttet til den afsides beliggenhed, herunder primært ideen om et eventuelt forskningscenter i området

De turist- og erhvervsmæssige potentialer skal afdækkes og udnyttes bedst muligt. Derfor skal der også løbende holdes øje med uforudsete udviklinger – primært anlægget af en ny lufthavn. Det skal samtidig sikres, at potentialerne udnyttes på en måde, hvor der opnås de størst mulige fordele lokalt – eksempelvis ved brug af lokal arbejdskraft ved anlæg og drift.