Der er registreret fem bevaringsværdige bygninger i Ittoqqortoormiit (B1, B2, B22, B33 og B34). De fleste er dateret til før 1940 og dermed fra bostedets etablering, eller grundlæggelsen.
B-33 er museet og B-34 er kirken, som fremstår velholdt og i god stand. B-1 og B-2 anvendes i dag til erhverv og er i mindre god stand, mens B-22 har været under ombygning flere gange og fremstår i dag i dårlig stand.
Boligområdet ved Mittarpiip Aqq. og Rypevej er bebygget med GTO-typehusbebyggelse fra 1950-60 i den østlige del af området, som er bevaringsværdig. Derudover består store dele af byen af ensartede typehus bebyggelser, opført på samme tid. Det giver et meget homogent udtryk, hvilket bør overvejes at bevare.
I byen er registreret to forhistoriske anlæg. Anlæggene er fredede iht. Landstingslov nr. 5/1980 om fredning af jordfaste fortidsminder og bygninger. Omkring anlæggene foreligger en beskyttelseszone på 20 meter.
Der er ønske om at udarbejde et Byatlas for Ittoqqortoormiit.
I forbindelse hermed foreslås en ophævelsesproces for flere af de bevaringsværdige bygninger i Ittoqqortoormiit, der ikke længere besidder stor bevaringsværdig.
En udarbejdelse af byatlas for Ittoqqortoormiit skal danne grundlag for en dialog mellem borgere og politikere om byens arkitektoniske, kulturhistoriske og miljømæssige værdier. Det skal fungere som et oplæg til overvejelser om, hvilke historier Ittoqqortoormiits bygningsarv skal repræsentere, og hvordan vi bedst sikrer at de videreføres. Byatlasset skal samtidig fungere som et arbejdsredskab i udviklingen og håndhævelsen af en bevaringspolitik i kommunen.
Byatlasset skal både omhandle byernes struktur og de træk, der kendetegner byerne og bygningerne, samt indeholde et katalog over de fredede og bevaringsværdige bygninger. Kataloget skal give et overblik over de enkelte bygningers bevaringsværdige træk, hvilke har dannet baggrund for en status som enten fredet eller bevaringsværdig.
Det er vigtigt at påpege, at fredning og bevaring af bygninger er en metode til at formidle og viderebringe stedets historie og kulturarv. Derfor skal bevaring som redskab afspejle og forstærke både en fælles grønlandsk og en lokal kulturhistorie og -identitet. I den sammenhæng bør det nøje overvejes, hvilke bygninger, der skal formidle hvad og hvorfor, så ikke kun enkelte dele af stedets komplekse og lagdelte historie sikres for fremtiden.