K: Områder til fritidshytter og sommerhuse

Områder til fritidshytter og sommerhuse er karakteriseret ved at være udlagt til fritidshytter og sommerhuse mv., der ikke har status af helårsbeboelse. I delområderne kan der i begrænset omfang etableres turisthytter samt fangst- og overlevelseshytter, så længe antallet ikke ændrer på delområdets overordnede anvendelse som område til fritidshytter og sommerhuse.

Kendetegnet ved fritidshytte- og sommerhusområder er, at de enkelte hytter ligger forholdsvis frit og at der ikke skal ske nogen form for "bydannelse". Al aktivitet knyttet til arealudnyttelse skal således være i tilknytning til de enkelte hytter. Der kan heller ikke opføres by-karakteristiske kommercielle servicefunktioner som købmand, restaurant o.l.

Bebyggelse

I K-områder kan følgende typer af bebyggelse etableres:

  • Fritidshytter/sommerhuse
  • Turisthytter
  • Fangst- og overlevelseshytter

Ved fritidshytter og sommerhuse forstås en hytte til privat brug.

Ved turisthytter forstås hytter, der bruges eller udlejes erhvervsmæssigt. Udlejning kan typisk være til turister eller lokale borgere. Turisthytter kræver at ansøger har et CVR-nr. Turist- og udlejningshytter skal have et synligt B-nr. skilt på facaden.

Ved fangst- og overlevelseshytter forstås hytter der er offentligt tilgængelige. Fangst- og overlevelseshytter må således ikke aflåses og kan ikke anses som privat ejendom. Oftest vil disse hytter være etableret af kommunen eller en organisation. Fangst- og overlevelseshytter skal have et synligt A-nr. skilt på facaden.

Efter meddelelse om arealtildeling til en fritidshytte eller turisthytte kan der etableres følgende i tilknytning hertil: terrasse, flagstang, tørrestativ, rygeovn, bålsted, sauna/friluftsbad, havebrug, mindre vindmøller og solcelleanlæg. Der kan etableres ét redskabsskur, anneks eller udhus på maksimalt 12,5 m2 i tilknytning til enhver hytte, såfremt det opføres med separat indgang. Disse anlæg skal placeres inden for en afstand af 15 m til hytten. Dette regnes fra bebyggelsens yderste fremspring. Disse mindre anlæg må kun etableres, så de ved anvendelse ikke er til unødig gene for naboer med støj, røg, lugt, rystelser eller på anden vis.

For de forskellige bebyggelsestyper gælder følgende, hvor 1,5 etage er defineret ved én etage med udnyttet tagetage:

  Adgangsforhold Størrelse Højde
Sommerhus /fritidshytte Privat max 50 m2 1½ etager
Turisthytte Kan udlejes erhvervsmæssigt max 50 m² 1½ etager
Overlevelses-/ fangsthytte Offentligt tilgængeligt Maks 12,5m2 1 etage
Redskabsskur / anneks / udhus Privat Maks 12,5m2 1 etage

Ved bebyggelse med ensidig taghældning, må byggeriet ikke syne af 2 etager, hvorfor den udnyttede tagetage ikke må være i fuld højde.

Fundamenter må maksimum have en højde på en meter over terræn ved laveste sokkeldel.

Al bebyggelse og anlæg skal løbende vedligeholdes, så de ikke virker unødigt skæmmende på omgivelserne.

For alle bebyggelsestyper gælder, at de er omfattet af reglerne om arealtildeling og gældende byggelovgivning.

Afstandskrav

Hytter kan opføres i en afstand af min. 80 m til eksisterende hytter, fundamenter eller ansøgte hyttearealer. Dette regnes fra bebyggelsens yderste fremspring.

Enhver bebyggelse skal holde en afstand af min. 100 m til elve og søer. Ydermere skal bebyggelse holde en afstand på 15m fra eksisterende naturstier.

Enhver bebyggelse skal placeres i en afstand af min. 60 m til fortidsminder. Fortidsminder kan være levn fra nordboruiner, gamle bopladser og lignende.

Trafik

Der kan i områder til fritidshytter og sommerhuse ikke anlægges veje, kørespor, stier eller anløbsbroer

Forsyning

Tekniske forsyningsanlæg må kun etableres som små selvstændige
anlæg i tilknytning til den enkelte hytte. Det kan eksempelvis være generatorer samt solceller eller andre anlæg til energiproduktion. Disse må kun etableres, så de ved anvendelse ikke er til unødig gene for naboer med støj, røg, lugt, rystelser eller på anden vis.

Ubebyggede arealer

Ubebyggede arealer, der ikke er udlagt til andet formål, skal henligge i naturtilstand og skal holdes rene og ryddelige.

Ubebyggede arealer skal under bygge- og anlægsarbejder skånes mest muligt. Ubebyggede arealer, der beskadiges under byggeri- og anlægsarbejde, herunder sprængning, skal retableres og tilbageføres til naturtilstand.