Vejudlæg

Nye områder skal tilsluttes vejnettet og sikres en tilfredsstillende vejadgang. Vejnettet er inddelt i fire kategorier:

Primære trafikveje - der forbinder de enkelte bydele. Vejene er præget af tung og gennemkørende trafik. De lette trafikanter er separeret fra de tunge trafikanter. Vejen er facadeløs og den tilladte hastighed er 40 eller 60 km/t. Det er ikke tilladt at parkere på vejen.

Sekundære trafikveje - der forbinder de enkelte kvarterer inden for en bydel. Disse veje er præget af meget biltrafik, men ikke så meget tung trafik. De lette trafikanter er separeret fra de tunge. Vejen er facadeløs og evt. adgangsbegrænset og den tilladte hastighed er 40 eller 60 km/t. Det er ikke tilladt at parkere på vejen.

Lokalveje - der forbinder enkelte boliggrupper inden for et kvarter. Vejene betjener kun lokaltrafik og er derfor præget af moderat trafik. Trafikantgrupperne bør være separeret. Den tilladte hastighed er 40 km/t.

Boligveje – der sikre adgang til de enkelte delområder, og har lav trafik. Alle trafikantgrupper er blandet. Boligveje anbefales etableret som ”Lege og opholdsområde” med en tilladt hastighed på Maks 15 km/t. Disse veje skal udformes så vejen ikke er egnet til at køre med en højere hastighed.

Ved planlægningen af vejnettet bør nye veje kun tilsluttes veje af samme, eller tilgrænsende klasse. Udlæg af areal til veje omfatter vejbane, evt. fortov, grøft, ledningsføring og sneoplæg mv. Nye veje skal – med mindre særlige forhold taler for det – udlægges i følgende bredder, inkl. rabatter/grøft:

  • Primære trafikveje: 25 m
  • Sekundære trafikveje: 16 m
  • Lokalveje: 12 m
  • Boligveje: 10 m

I mindre bosteder udlægges areal til veje, kørespor mv., som – med mindre særlige forhold taler for det – skal udlægges i 8 meters bredde, inkl. rabatter/grøft og lignende.