Der er for hver områdetype i bostederne fastlagt, hvilke miljøklasser og typer af erhverv, som er muligt at etablere inden for det enkelte område. Det gælder både i forhold til boligområder, erhvervsområder, centerområder osv.
Klassifikationen inden for den enkelte miljøklasse er fastlagt på baggrund af Håndbog for Miljø og Planlægning (Miljøministeriet 2004), som beskriver de forskellige erhvervstyper i forhold til miljøklasse 1-7. Erhverv i miljøklasse 1 er typisk kontorerhverv, der kan placeres sammen med boliger, men de højeste miljøklasser vedrører virksomheder med tungere industri o. lign., der skal placeres i rene erhvervsområder. Der henvises til den til enhver tid gældende miljølovgivning på området.
Formålet med miljøklasserne er, at forebygge miljøproblemer ved en hensigtsmæssig placering af virksomheder, fritidsanlæg, institutioner og andet, som erfaringsmæssigt påvirker omgivelserne med bl.a. støj, røg, lugt, rystelser eller trafik.
Hver type virksomhed mv. har en miljøklasse ud fra, hvor meget den erfaringsmæssigt påvirker omgivelserne. Der er betydelig variation i påvirkningerne fra virksomheder indenfor en enkelt virksomhedstype. Derfor er miljøklassen kun vejledende, og der er mulighed for op- og nedklassificering ud fra en konkret vurdering af den enkelte virksomhed. Miljøklasser kan ændres ved etablering af særlige foranstaltninger f.eks. virksomhedens indførelse af renere teknologi, støjværn osv.
Klasse 1:
Virksomheder og anlæg, som kun påvirker omgivelserne i ubetydelig grad, og således kan integreres med boliger.
Klasse 2:
Virksomheder og anlæg, som kun påvirker omgivelserne i ringe grad, og som kan indplaceres i områder med boliger.
Klasse 3:
Virksomheder og anlæg, som kun påvirker omgivelserne i mindre grad, og som bør placeres i erhvervs- eller industriområder evt. i randzonen, tættest ved forureningsfølsom anvendelse.
Klasse 4:
Virksomheder og anlæg, som er noget belastende for omgivelserne, og derfor som hovedregel bør placeres i industriområder.
Klasse 5:
Virksomheder og anlæg, som er ret belastende for omgivelserne, og som derfor skal placeres i industriområder.
Klasse 6:
Virksomheder og anlæg, som er meget belastende for omgivelserne, og som derfor skal placeres i større industriområder, så den ønskede afstand i forhold til forureningsfølsomme naboer kan opnås.
Klasse 7:
Virksomheder og anlæg, som er særligt belastende for omgivelserne, og derfor som hovedregel skal placeres i områder, indrettet til særligt miljøbelastende virksomhed.
Vejledende afstandskrav
Der opereres med følgende vejledende afstande i forhold til boliger, institutioner o.lign:
Klasse 1 - 10 m
Klasse 2 - 20 m
Klasse 3 - 50 m
Klasse 4 - 100 m
Klasse 5 - 150 m
Klasse 6 - 300 m
Klasse 7 - 500 m
Der er alene tale om vejledende afstandskrav. Tillades kortere afstande, sker det ud fra en konkret vurdering af den enkelte virksomheds forureningsbelastning.