I tilknytning til etageboliger og rækkehusbebyggelse skal der etableres et tilgængeligt og praktisk anvendeligt areal til opbevaring af større brugsgenstande, f.eks. barnevogne, kummefryser samt genstande der anvendes sæsonafhængigt. Kommunen kan fastsætte bestemmelser om depotrumsstørrelse i de enkelte kommuneplantillæg eller lokalplaner, men ellers henvises der til følgende kommunale retningslinjer ift. depotstørrelse:
Det anbefales, at pulterrummet etableres med en størrelse på minimum 3m2 (gulvareal)/ 6m3 (rumvolumen). Hertil kommer det, at der skal etableres cykelrum med et omfang der faciliterer mindst én cykel per boligenhed.
Vær opmærksom på, at en ændring af erhvervslejemål til boligformål ligeledes vil forudsætte etablering af opbevaringsplads, som ovenfor beskrevet. Opbevaringspladsen kan indrettes i f.eks. kælderlokaler, i selvstændige bygninger eller som areal på terræn afhængig af det konkrete behov og tilpasningen på grunden.